Kirsten Birgit er glad i låget, hun har fået syltede rødbeder og sovet som en baby. Livet er jo herligt. Rasmus er knap så glad, han vil hellere tale om elefanten i rummet, Krasniks karaktermord på Kirsten i Weekendavisen, efter det gik ud over hans kones venner, og han nu er blevet en af de sidste dages hellige, der står i kø ved håndvasken. Kirsten har en saftig bøf fra dengang hun havde udsigt til Erik A. Frandsens vidunderlige kunst i Folketinget og blev distraheret af noget så mærkværdigt, at man skulle tro det var løgn. Visti er kommet konfusenbo på arbejde, for Kisten ER altså stadig sygemeldt og har brug for en vikar. Er Kirsten den eneste, der i disse tider er vanvittig interesseret i at undersøge, hvor grænsen for satire går? Kirsten kan ikke nævne én ting, der er vigtigere, så hvorfor bliver det ikke diskuteret mere? Der er midlertidig satiregrænsekontrol, men Kirsten vil indføre en permanent, der er simpelthen brug for en manual. Vistis grænse går ikke ved Anni Lipperts erotiske tegninger, men hvor går den så? Kirsten har masser af humor, men hvad med satireeksperten Torben Sangild, hvor går hans grænse?
