Denne uge får Skønlitteratur på P1 besøg af forfatteren, Caspar Eric. Han er aktuel med digtsamlingen, 'Avatar', og det skal bl.a. handle om normalitet, skam og selvmord. Caspar Eric har i overvejende grad ladet sig inspirere af ordene fra kunstnere, der har begået selvmord, blandt andre; forfatterne, David Foster Wallace og Édouard Levé.
Og så skal vi høre om fænomenet ASMR. Det lyder som en diagnose, men dækker over små videoer på nettet, hvor kønne unge kvinder med hviskende stemmer laver beroligende lyde, f.eks. ved at kæmme deres hår, berøre elegant stof eller klikke med neglene mod blanke flader. Den slags videoer er hovedpersonen i Christina Matthiesens roman 'For meget og for lidt' optaget af. Vi taler med forfatteren om fænomenet.
Endelig kigger Skønlitteratur på P1 nærmere på Ida Jessens nye roman, 'Doktor Bagges anagrammer'.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.