En helsingørdrengs erindringer 1945-60

En Helsingørdrengs fortællinger fra 1940’erne til sidst i 50’erne om livet som barn af Strandgade. En historie om at tømme livets tunge rygsæk efter 60 år. Hvorfor havde jeg ingen far, det havde de andre børn? Den fremmede mand, der gav mig penge som femårig, fik min mor til at tude, og som jeg aldrig så mere, var det min far? Dansker eftersøgt af Interpol, var det min far? Den bilende stortyv fra Helsingør, var det min far? Den lille 11-årige danske pige, der blev fundet forladt hos en sigøjnerkvinde i Tanger i Afrika, var det min lillesøster? Hvem kunne finde på at sætte en 7-årig dreng på toget på Helsingør banegård med et papskilt om halsen med adressen Nørregade 59 Esbjerg, tak, var det familien?

Denne bog omhandler det at være barn af 40’erne i Helsingør. Hverdagslivets problemer kunne være uoverskuelige for os mindre børn. Det var tit fugtige og kolde lejligheder, der var hverdagen for os børn, og som desværre også medførte en del kroniske lidelser for mange af os. Jeg har forsøgt at beskrive barndommens oplevelser på både godt og ondt, om livet i Strandgade. En gade med mange værtshuse og en folklore, som mange af os ældre mindes med stor glæde i hjertet. De mange nostalgiske gamle baggårde havde næsten alle en trappesten ude på selve gaden, der mødtes beboerne, og der sad man og udvekslede dagens nyheder, mens vi små unger rendte og legede på enten selve gaden eller nærmeste jordstykke. Jeg er dybt taknemmelig over at kunne huske og fortælle så meget om tiden i 40’erne.