Først var der ikke noget problem for Carl Holst og hans overhovedet-ikke-personlige-rådgiver. Så var der alligevel et problem for Carl og hans okay-måske-lidt-personlige-rådgiver. Og til sidst trådte Carl Holst frem og erkendte sin spøjse version af sandheden, der sjovt nok overhovedet ikke var en løgn (selvom den nok ikke havde klaret en løgnedetektor).
Heldigvis måtte Carl nu godt bruge sin personlige rådgiver, så han kom med en forklaring, der var så god at alle stimlede sammen og spontant jublede over hvor uskyldig Carl Holst nu var.
Og det eneste spørgsmål, der står tilbage er: Hvad skulle vi gøre uden politikerne og deres personlige rådgivere?
