ens sted, var hun nok blevet derinde så længe som muligt, hvor der var stille og roligt, og hvor han havde sit eget rum.
Han, ja. Ja da, det var en han, som var på vej. Det var også bekræftet. Ligesom ankomst i januar. Børn i almindelighed og

det til en hamster med næb. En halv tablet. En lidt større hamster med næb ville endda kunne få en større dosis. Til natten. En hel tablet, ville jeg sige. Sådan at den kan sove.”
”Uden at den tager skade?”
Doktor Girard nikkede igen.
”Helt klart. Det er jo ikke farligt med en smule sovemedicin. Kun beroligende. Man kan så at sige blande det i maden. I den mad, som hamsteren foretrækker. I det rette øjeblik, så der ikke er andre hamstere, der spiser den. Simsalabim, så har man en rolig hamster med næb.”
Med det rejste han sig op, gik hen til et skab og tog en pakke frem. Han stillede den på bordet mellem dem.
”Her har du en første portion. Den er på huset. Hvis du lover at fortælle, hvor godt du har sovet, når det er begyndt at virke.”
Lægen så hende i øjnene igen, før han rejste sig og rakte hende hånden. Han trykkede hendes hånd, som for at indgyde hende mod og kampvilje. Lisbeth gengældte håndtrykket, tog æsken med piller. Hun vendte sig om i døråbningen.
”Jeg har læst om den der franske hane. Maurice. Den fik lov at blive ved med at gale.”
Doktor Girard lagde hovedet på skrå.
”Som sagt, min kære Lisbeth. Maurice er en fransk hane. I så tilfælde