Inger Kristensen

Der var varmt inde i det oplyste telt, hvor lamperne skinnede næsten smertefuldt skarpt. Retspatologen Leodora Graves, en lille, mørkhudet

Synet af den unge

Kate holdt telefonen

Kate holdt øjnene lukkede og rystede på hovedet. Hun ville hverken se på ham eller holde ham, og hun var taknemmelig, da de gik med ham og skrigene holdt op. Glenda

Elizabeth mor lavede mad på samme måde, som hun foretog sig alt andet, med en god portion trods. I køkkenet slog det igennem i den måde, hendes mad smagte på.

Alma brugte udtrykket taget til takke på samme måde, som en mindre poleret person ville bruge udtrykket røvhul, som en mejsel, der blev banket ind for at åbne en sprække til en bestemt følelse.

De var den slags fætre, som alle troede, var brødre, men personlighedsmæssigt adskilte de sig fra hinanden på en del punkter. Som det at besidde lidt almindelig sund fornuft. Noget Carney besad, men som hos Freddie virkede, som om den hele tiden smuttede fra ham gennem et hul i bukselommen – den var der aldrig rigtig, når han havde brug for den

Så lænede Freddie sig nærmere.

Det var stadig Hotel Theresa, det sorte samfunds hovedkvarter, og dets tretten etager besad flere muligheder og større ophøjethed, end deres forældre og bedsteforældre nogensinde havde kunnet drømme om.

At begå røveri på Hotel Theresa var som at pisse op og ned ad Frihedsgudinden. Det var som at hælde noget i Jackie Robinsons drink aftenen inden World Series-finalen i baseball.

Sandra fyldte Carneys kaffekop igen, han lagde ikke mærke til det. Carney var lovlydig i den forstand, at han ikke var så kriminel igen, hverken i handling eller i hang. Et enkelt smykke en gang imellem, og så de tv-apparater, som Freddie og et par andre lokale typer kom ind med fra tid til anden, det kunne han leve med. Men ikke noget større end det, ikke noget, der tiltrak sig uønsket opmærksomhed til forretningen, den facade, han vendte ud mod verden. Også selv om der gik et lille gys af spænding igennem ham, hver gang han omsatte den slags varme sager til lovlige varer, et stød gennem blodbanerne, som om han havde sat sig selv til en stikkontakt, men det var ham, der kontrollerede det, ikke omvendt.