Amalie Langballe

Jeg er døset hen ved vinduet igen, og så sidder den der, da jeg vågner.

Langs havnemolen var der store sten, man kunne sidde på, og vi satte os på hver vores.

De her ting kommer nok tættere på virkeligheden, som den var, men den, altså virkeligheden, kan man ikke holde ud i særlig lang tid ad gangen, så nu går jeg og venter på, at de minder forsvinder igen og måske denne gang forsvinder for evigt. Ligesom andre mennesker har jeg brug for en historie, jeg kan leve med, og ikke sandheden, som tingene skete.