Camilla Kjems

hen til glæden føles som en egoistisk handling. Upassende, for meget.

Det ydre mod er altid faldet mig let. At bryde tabuer, at overskride grænser, at tale, hvor andre tier. Jeg er skabt med en fandenivoldskhed til altid at bekæmpe den næste drage, der venter om hjørnet, altid at bestige den næste uoverkommelige bakke i landskabet og med en voldsom trang til at give verden en fuckfinger, når jeg synes, den trænger. Men ægte

Det, der har krævet størst mod, har været at møde mig selv. Nøgen. Som barn. Som smerte. Som kryster. Som den, der svigtede, og den, der lod sig svigte. Som vag mor og syndigt menneske. Som vred datter og udglattende hustru. Som den, der lod det hele ske uden at sige fra og tage vare på sig selv. At møde min smerte og gå ind i den. Sluge al skam og tabu og gå med oprejst pande ind i mørket, gennem mørket, til jeg en dag vågnede op og følte mig favnet og elsket. Med tilbagevirkende kraft. Af mig selv.