Emile Zola

For hver dag, der gik, fik religionen mere og mere magt over ham. Han genoptog sine bodsøvelser, han gik til skrifte og tog alterets sakramente, han led af anfægtelser, der fordoblede nydelsen ved at synde gennem trangen til at gøre bod. Efter at hans skriftefader havde givet ham lov til at dyrke sin lidenskab, havde han gjort sig denne helvedes gerning til en daglig vane, som han udslettede ved sine anfald af fromhed, ved sin gudfrygtige ydmyghed. Højst enfoldigt bød han Himlen som forsoningsoffer den skrækkelige pine, hvorunder han led. Denne pine voksede stadig; han vandrede en troendes tornestrøede vej med et tungt og alvorligt hjerte og var på samme tid stadig vanvittigt begærlig efter denne pige. Og det, der især voldte ham hjertekvaler, var denne kvindes stadige utroskab; han, der ikke kunne tænke sig at dele sig mellem to, forstod ikke hendes tåbelige luner. Han ønskede, den samme kærlighed måtte vare evigt; hun havde tilsvoret den, og han betalte tilmed for den, men han kunne føle, at hun løj, at hun var ude af stand til at holde igen på sig selv.

"Hvad! I er nogle nette fyre, at I kan komme op at skændes om politik! Det er noget sludder, hele politikken. Er den måske til for vor skyld? De kan sætte i spidsen af staten en konge, en kejser eller slet ingen ting, det skal ikke forhindre mig i at tjene mine fem francs om dagen, spise og sove, vel? Nej, lad os bare være mennesker!"