Jill Santopolo

I årevis følte jeg mig skyldig over det. Skyldig over at vi kyssede hinanden for første gang, mens byen brændte, skyldig over at jeg kunne fortabe mig i dig i netop det øjeblik. Men senere fandt jeg ud af, at vi ikke var de eneste. Folk fortalte mig hviskende, at de havde haft sex den dag. At de havde undfanget et barn. At de var blevet forlovet. At de havde sagt Jeg elsker dig for første gang. Der er noget ved døden, der får folk til at ville leve. Den dag ville vi leve, og jeg bebrejder os det ikke. Ikke længere.

Hun sagde, at hun tænker på hvert eneste af sine forhold som en form for ild. At nogle forhold føles som skovbrande – de er kraftige og uimodståelige og majestætiske og farlige og har evnen til at brænde en op, også inden man opdager, at man er blevet fortæret. Og at andre forhold føles som pejseild – de er solide og stabile og hyggelige og sunde. Hun havde andre eksempler – som et bål, eller en stjernekaster – jeg tror, at det var til at beskrive et onenightstand – men skovbranden og pejseilden er de to, jeg bedst kan huske.”

Kan man tæmme en skovbrand eller få en pejseild til at flamme op?” spurgte jeg.
”Jeg ved det ikke,” sagde Kate og tog bikinitrusserne af. ”Liz sagde, at hun ikke har haft ret meget held med at forandre et slags forhold til et andet. Men måske mennesker kan tæmme brande, ligesom brandmænd. Jeg tænker, at spørgsmålet er, om du kan tæmme dem uden at slukke dem fuldstændig.”