Mens Bajram Fetai ønskede, at de ceremonielt skulle stille sig i en rundkreds med hinanden i hænderne og et tændt lys i midten for i fællesskab at sende positive tanker til deres holdkammerat. Nogle spillere havde slet ikke lyst til at gå ud på en fodboldbane igen. Andre ville allerhelst spille kamp så hurtigt som muligt.
Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst satte sig sammen og kiggede på hinanden. Mange teambuildingture går ud på at skabe kunstige situationer, hvor de involverede bliver presset til det yderste. Her var det alvor. De skulle forsøge at navigere som ledere i en tragedie i det virkelige liv.
De to trænere blev enige om, at de var nødt til at være sig selv. Det nyttede ikke noget at forsøge at påtage sig en rolle over for spillerne. De var også selv bare mennesker, og de ville ikke lægge skjul på, at det også for dem selv var en svær tid.

Den var ikke til at forudse, for han var et fremmedlegeme i fodboldens verden. For Lauge var noget af det interessante ved Kasper, at han som fodboldtræner havde placeret mennesket inde i fagpersonen. Han brugte sine menneskelige værdier som træner, hvor det hos de fleste andre trænere var mere adskilt.

Det var som at komme op til overfladen og se en anden verden åbne sig. Han blev både forundret og lidt skræmt af at mærke sin egen forvandling. Hvad var det egentlig, han havde brugt sit liv på i så mange år? Var det at være fodboldtræner virkelig vigtigt nok til, at alt andet måtte komme i anden række? Var fodbold i virkeligheden et usundt rusmiddel, som gjorde ham til en dårligere version af sig selv?