Sofi Oksanen

anden tone, noget gammeldags, noget mølædt og gulnet. På en mærkelig måde hang der en lugt af død ved det.

Hvis pigen var lokkedue, var hun bange for den person, som havde sendt hende hertil. Måske var der også god grund til det, måske burde hun også selv være bange, måske burde hun tolke pigens rystende hænder som et tegn på, at hun hellere burde låse sin dør og blive indenfor, lukke pigen ude, så hun tog af sted, gik sin vej og lod hende, et gammelt menneske, i fred.

Sikke en god lokkedue pigen var, siden hun bed så let på, hende, der ellers havde set det meste

Aliide. Aliide Truu. Zara slap sit greb om bænkens kant. Aliide Truu var i live og stod lige her foran hende. Aliide Truu boede her, på denne gård. S

Hun måtte ikke begynde at tænke på Pasha og Lavrentij, hun blev nødt til at turde være til stede i dette øjeblik og møde Aliide

Fra Kokkas gård tog de af sted for at bygge huse til finnerne, og fra Roosnas rejste de unge til Tallinn for at gøre forretninger. Voorels søn blev optaget af politik og stak af til Tallinn. Man burde jo faktisk ringe til ham og sige, at de skulle lave en lov, der forbød folk at rejse væk fra landet, bare sådan uden videre. Hvordan skal man nu få fat i nogen til at reparere ens tag, når der ikke er en eneste håndværker tilbage. Og det er jo heller ikke så mærkeligt, at mændene ikke vil blive her, når der ikke er nogen kvinder. Og der er ingen kvinder, fordi der ikke er nogen forretningsmænd. Og da alle kvinder helst vil have en forretningsmand eller en udlænding, hvem har så lyst til at være en hæderlig håndværker? Selv fiskerkolkhosen i Lääne Kalur sendt

»Der er ingen fare.«

Hun havde set i gamle kunsthistoriebøger, at madame de Pompadour havde haft næsten samme slags, men den sko, der dukkede ud af bilen, var højere og mere graciøs, og skosnuden endte i en spids. Da skoen trådte ned på den støvede gade og hælen ramte en sten, kunne hun høre den skarpe lyd helt oppe på trappen. Så kom resten af kvinden ud af bilen, det var Oksanka.

Alle havde altid været lidt bange for bedstemor, også Zaras far, selv om han for det meste havde været fuld. Men så en dag var far gået ud som et lys og døde, og mor og Zara var flyttet sammen med bedstemor igen. Bedstemor

Zara ventede, til vandet var spilkogende, tog dypkogeren op af vandet og tedåsen ned fra hylden, hældte vandet over tebladene i kanden og stillede kopper på bordet. Oksanka