Ingmar Bergman

Jeg elskede dig, det var nok på liv og død, det tror jeg i hvert fald, men jeg nærede mistro til dine ord. Jeg forstod instinktivt, at du næsten aldrig mente, hvad du sagde. Du har sådan en smuk stemme, mor, da jeg var lille, kunne jeg mærke det i hele kroppen, når du talte til mig, og ofte blev du irriteret på mig, fordi jeg ikke havde hørt, hvad du sagde til mig. Det var, fordi jeg lyttede til din stemme, men det skyldtes også, at jeg ikke forstod, hvad du sagde. Jeg forstod ikke dine ord, de stemte ikke med udtrykket i dine øjne eller dit tonefald. Det mest uhyggelige var, at du smilte, når du var vred. Når du hadede far, kaldte du ham »min kæreste ven«, når du var træt af mig, sagde du »elskede lille pigeunge«. Ingenting stemte.

Eva: Hvad rolle spiller det? Dine ord gælder i din virkelighed, mine ord gælder i min. Udveksler vi ord, bliver de værdiløse.

Eva: Fordi du aldrig hører efter. Fordi du er en notorisk eskapist, fordi du er følelsesmæssigt invalideret, fordi du egentlig afskyer mig og Helena, fordi du er hjælpeløst indelukket i dig selv, fordi du altid står dig selv i vejen. Fordi du har båret mig i dit kolde skød og udstødt mig med væmmelse, fordi jeg elskede dig, fordi du syntes, jeg var ækel og mislykket og ubegavet. Og det lykkedes dig at skade mig for livet, akkurat som du selv er skadet, alt hvad der er følsomt og ømfindtligt gik du løs på, alt det levende, du kom i nærheden af, prøvede du på at kvæle. Du taler om mit had. Dit had er ikke mindre. Jeg var lille, let at forme og fuld af kærlighed. Du bandt mig, du havde brug for min kærlighed, akkurat som du har brug for, at alle andre mennesker også skal elske dig. Jeg var værgeløst udleveret. Alting skete jo i kærlighedens navn, du sagde hele tiden, at du elskede mig og far og Helena. Og du beherskede kærlighedens tonefald og bevægelser. Mennesker som du – mennesker som du er livsfarlige, I burde spærres inde og uskadeliggøres. En mor og en datter, hvilken forfærdelig kombination af følelser og forvirring og ødelæggelse. Alt er muligt, og alt sker i kærlighedens og omsorgens navn. Moderens skader skal nedarves på datteren, moderens skuffede forhåbninger skal datteren undgælde for, moderens ulykke skal blive datterens ulykke. Det er, som om navlestrengen aldrig bliver skåret over. Datterens ulykke er moderens triumf, datterens sorg er moderens hemmelige nydelse.