tunge, drønende Slag mellem Scenerne, og pludselig begyndte de alle tre at synge en Kinesersang med ubevægelige, alvorlige Ansigter og monotone Stemmer, med Armene korsede over Brystet og efter hvert Vers smaa, løbende Kinesertrin til en anden Ende af Stuen, hvor de fortsatte.
De andre vred sig af Latter.
Det var næsten ikke til at rive sig løs og gaa til Køjs; men skulde de op næste Morgen saa tidligt, som de alle havde besluttet, maatte de gøre en Ende paa det — især da de jo havde Planer nok for hele Dagen og Aftenen med.
»I reder selv jeres Senge inden Morgenbordet,« raabte Else, »og dersom nogen sover længe, vil jeg gøre vedkommende opmærksom paa, at vi spiser til Middag Klokken tolv — i Sportstøjet, som vi gaar og staar. — Alt vaadt Snetøj kan hænges til Tørre paa Varmeapparaterne i Kælderen, mens vi spiser.«
— — — —
Om blot man kunde trække dette Besøg lidt i Langdrag, tænkte Pigebørnene, da de vaagnede den fjerde Dags Morgen og vidste, at efter Eftermiddagstheen vilde Stationsvognen atter vente paa dem og føre dem tilbage til Stationen.
Hvor havde de faaet mange nye Kammerater i disse Dage. — Og i Gaar Aftes var der truffet en Uendelighed af Aftaler om at mødes igen. — Pigebørnene havde maattet skrive deres Adresse op Gang paa Gang.
»De kunde alle sammen lide os,« tænkte Beatrice. »Amerikanere er ikke kritiske, saadan som Danskere — saadan som Frøken Storm for Eksempel; de holder straks af en, til de opdager, der er noget i Vejen; men Frøken Storm var straks imod os, til hun opdagede, der ikke var noget i Vejen. — Det er meget behageligere paa den amerikanske Maade — og man er helt anderledes glad og fri og sig selv, naar kritiske Øjne ikke uafbrudt hviler paa en; naar man ikke hele Tiden har paa Fornemmelsen, at de Mennesker, man er sammen med, prøv