Paula Hawkins

Jeg vidste ikke – ved ikke – om det var virkeligt. Hvo

og elskede på hemmelige skjulte strande

Der ligger en bunke tøj ved siden af togskinnerne. Lyseblåt stof – måske en skjorte – rodet sammen med noget snavset hvidt. Det er sikkert affald, noget, nogen ulovligt har dumpet i den lille kratskov oppe ad skrænten. Måske er det blevet efterladt af jernbanearbejderne, der er i gang med dette stykke af sporet; de er her i al fald tit. Eller måske er det noget andet. Min mor fortalte mig ofte, at jeg havde en livlig fantasi, og det gjorde Tom også. Jeg kan ikke lade være, jeg får øje på de her kasserede stumper, en snavset T-shirt eller en ensom sko, og så kan jeg ikke tænke på andet end den anden sko og de fødder, der passede i dem.
Toget ryster og skraber og hviner i gang igen, den lille stak tøj forsvinder af syne, og vi triller ind mod London med en hastighed som en hurtig motionsløber