da

Lars Johansson

    Lisa Madsenhar citeretfor 2 år siden
    Han snuser igen, bange for at hun skal fjerne sig.
    ‘Jeg er ikke død … endnu,’ gentager han hviskende, og trods boblende savl lykkes det ham at lægge tryk på det sidste ord. Han vil sige noget mere, forklare hende at ordene er henvendt til ham selv, blot en konstatering, men han har ikke kræfterne.
    Hun retter sig op, ser på ham. Hendes øjne skyder blå lyn: ‘Hr. Ohlsson!’ Men det lyder mere som en kalden end som en egentlig bebrejdelse og han smiler til hende, det ved han, ja, han er sikker på at det lykkes ham
    Lisa Madsenhar citeretfor 2 år siden
    Han kan ikke mærke hendes hånd.
    ‘Overført hertil,’ fortsætter hun: ‘En blodprop.’
    Han ser på hende, nikker, overført ja, og han skal tilbage igen. Hannah. Så snart han er færdig her, skal han af sted.
    ‘Lægen kommer om lidt og forklarer dig det hele.’
    Han nikker igen. Så forsvinder hun ud af hans synsfelt, men hendes duft bliver hængende. Det er ikke parfume, det er kølig morgenluft. Som vasketøj der tages ind fra snoren. Måske er hun lige mødt på arbejde, har sikkert cyklet. Han vil spørge hende og prøver alligevel at lægge hovedet bagover, men det svimler og hendes kittel flyder sammen med loftet. Et kaos i hvidt. Hans kvalme tager til. Han ser en skygge, noget mørkere midt i det hvide øde, en grotte med små, fine, lyse hår. Hendes armhule. Bare et øjeblik idet hun rækker op og fjerner noget fra stativet ved hans hovedgærde.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)