Den var et litterært fænomen: ni hundrede sider lang, med en titel, der dårligt var til at udtale (i det mindste indtil Lyra lærte at udtale ch som k), et værk af kompromisløs strenghed, blottet for alt, som tilnærmelsesvis kunne forveksles med et romantisk plot, solgt i millionvis af eksemplarer – og den havde påvirket en hel generations måde at tænke på. Den fortalte historien om en ung mand, der begav sig ud for at slå Gud ihjel og lykkedes med det. Men det usædvanlige ved den, kvaliteten, der adskilte den fra alt andet, Lyra nogensinde havde læst, var, at i den verden, som Brande beskrev, havde folk ingen daimoner. De var helt og aldeles alene.
Ligesom mange andre havde Lyra været tryllebundet, hypnotiseret af den stærke fortælling og følt sig ør i hovedet af protagonistens indædte afvisning af alt, hvad der skyggede for den rene fornuft. Selv hans søgen efter Gud med det formål at dræbe ham blev udtrykt med en uimodsigelig rationalisme: Det var irrationelt, at sådan et væsen skulle forestille at eksistere, og rationelt at se helt bort fra Ham.