Opmærksomhed i bytte for penge er et grundprincip i marketing, som fra sin fødsel har været uadskillelig fra opmærksomhedshøst. Opmærksomhed er indgangen til folks bevidsthed og en nødvendig betingelse for al succesfuld kommunikation fra undervisning og vidensformidling til overtalelse, forførelse og manipulation. Det gør den ekstremt værdifuld for alle aktører, der har noget at sælge. Om det, der sælges, er traditionelle forbrugsvarer, et budskab eller en politisk kandidat til et valg, gør her ingen forskel. Opmærksomhed er forudsætningen.