Leo Kessler

Første kapitel

Führeren vendte sig om mod sin kammertjener i døren til sovegemakket. – Tak. Linge. Jeg får ikke brug for Dem mere i aften. De kan gå.
Linge, der samtidig var oberst i SS, bukkede. Han kendte formlen. Hans høje foresatte ønskede at være alene med sin elskerinde. Den lange, kedsommelige aften i Obersalzburg var ovre. Han glædede sig til at kunne krybe i seng og sove og helt overlade sin Führer til den buttede, rødmossede, forhenværende fotomodel.
– Godnat, sagde Linge dæmpet og undlod det traditionelle »sov godt!« hvilket under de foreliggende omstændigheder ville kunne udlægges som en frækhed. Inden døren lukkede sig, kunne han høre sin foresatte kalde på »Tschapperl«, den lidt nedsættende, bayerske betegnelse, Adolf Hitler ofte brugte om sin elskerinde.
Eva ventede på ham i sit soveværelse, der med sine absurde kniplingsgardiner og forhæng tydeligt genspejlede hendes tomhjernethed – præcis som hendes konversation hele aftenen havde gjort det i den store pejsestue, men som den midaldrende Führer engang havde sagt til sine betroede venner fra indercirklen, Speer, Hoffmann og et par andre, en intelligent mand gør klogest i at tage en primitiv og naiv kvinde til elskerinde, blot for sin seksuelle tilfredsstillelse.
Han skød tanken fra sig. I nat måtte han koncentrere sig om de behageligere ting her i livet; det var trods alt derfor, han var fløjet hertil fra sit hovedkvarter i »Ulvereden« – for at nyde et par dages frihed i bjerghytten og glemme krigen, og især den fortvivlede situation på den italienske front. Han så ned på hendes veldrejede legeme, der tydeligt aftegnede sig gennem den tynde silkenatkjole, som Bormann efter Hitlers udtrykkelige ordre havde indkøbt i Paris.
– Er du klar? spurgte han, og der sporedes en ganske let hæshed i hans nasale stemme.
– Ja, Adolf, svarede Eva henne fra sengen og slog øjnene ned. Selv efter alle disse år havde hun ikke vænnet sig til de besynderlige seksualvaner, som den største mand i Europa tilsyneladende havde. I virkeligheden var hun meget naiv – en ny Gerdi Raubal. Men Gerdi, hans niece, var for længst død. Hun havde begået selvmord.
– Godt, sagde han og begyndte at knappe sin uniformsjakke op. – Så træk natkjolen op.
– – –
Eva Braun kvalte en gaben og rakte ud efter endnu et stykke chokolade fra æsken, der altid stod på hendes natbord. Führeren var ikke træt endnu; men den rastløse flakken i hans blik var borte. Det var lykkedes hende at tilfredsstille ham endnu en gang – Gud være lovet! Nu skulle hun blot underholde ham, til han følte, at det var tid til at trække sig tilbage til sit eget soveværelse. Men det hændte ofte, at Führeren ikke kunne sove, medmindre hans personlige læge, dr. Morell, gav ham en indsprøjtning eller endnu flere piller.
I øjeblikket sad han i en af lænestolene, i pyjamas og med håret lidt i urede, tilsyneladende hensunket i grublerier. Der var ikke en lyd at høre, hvis man da så bort fra vindens susen om bjerghyttens hjørner og den taktfaste trampen af vagtposten