Tove Ditlevsen

Man erindrer med følelsen og husker med forstanden, hvad der er en af grundene til, at memoireforfattere under firs år rager sig så mange staver i livet i form af protester fra øjenvidner, der hænger sig i årstal og andre dumme kendsgerninger

Det blev til to bøger, de første af mine erindringer: Barndom

fra familiens lykkelige år i Birkerød. En overgang dyrkede jeg potteplanter i alle vindueskarmene med en besynderlig følelse af, at jeg måtte indhente alt det, der var sket, før jeg blev født. For jeg har ingen naturlige anlæg for alle disse endeløse kvindelige sysler, men ved hjælp af gode råd fra byens gartner lykkedes det mig at få de fleste vækster til at gro og trives, men en af dem skrumpede ind, visnede og gik til grunde, skønt jeg gav den mange chancer: sol, skygge, vand, gødning og pludren. Til sidst opgav jeg den og smed den ned i fyrkælderen. Der opdagede jeg en dag, at den uden pleje af nogen art, men også befriet for enhver forpligtelse, havde skudt de skønneste blomster, til glæde for ingen

Man har indtryk af, sagde min lille intelligente gæst, at det altid sneede eller regnede i Deres barndom. Men det kan jo ikke være rigtigt? – Nej, indrømmede jeg, men kunne ikke forklare barnet, at det kan regne så sørgmodigt og blidt i sindet, selv om solen skinner fra den berømte skyfri himmel, der er angiveligt blå og udsender en fad og overgemt duft som af afskårne blomster i vand, man har glemt at udskifte

Min mor var der altid som en figur i et billede

Som om det ikke var flintrende ligegyldigt med sådanne kedsommelige kendsgerninger, – de virker kun distraherende, som dette blads1 berømte gamle redaktør Henrik Cavling sagde.

Nu spinder den drømmende m

er den sidste time i december,

og ensomheden ligger lavt og tæt

om dette mørke land, kun sneen dæmper

det fald af dyr, d

plager mig mest er, at jeg ingenting har skrevet siden „Gift“, og det er du den eneste der forstår. Det med fjerde bind af mine erindringer er jo umuligt

Jeg kan ikke leve af „Gift“ i al evighed