John Williams

I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.

I sin tidlige ungdom havde Stoner tænkt på kærligheden som en absolut form for væren, som man måske ville kunne få adgang til, hvis man var heldig; i sine voksne år havde han besluttet sig for at se den som himmerige i en falsk religion. Nu, hvor han var midaldrende, begyndte han at forstå, at den hverken var en nådestand eller en illusion; han så den som en menneskelig tilblivelsesproces, en tilstand, der hvert øjeblik og hver dag blev genopfundet og omformet af viljen og forstanden og hjertet.

Kun med viljens hjælp lykkedes det ham at minde sig selv om, at han bedrog Edith. Hans livs to halvdele var så adskilte, som et livs halvdele kan være; og selv om han var klar over, at hans evner til selvransagelse var begrænsede, og at han var forfalden til selvbedrag, så kunne han ikke overbevise sig selv om, at han gjorde noget ondt mod nogen, som han følte sig ansvarlig for.