John Williams

I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.

I sin tidlige ungdom havde Stoner tænkt på kærligheden som en absolut form for væren, som man måske ville kunne få adgang til, hvis man var heldig; i sine voksne år havde han besluttet sig for at se den som himmerige i en falsk religion. Nu, hvor han var midaldrende, begyndte han at forstå, at den hverken var en nådestand eller en illusion; han så den som en menneskelig tilblivelsesproces, en tilstand, der hvert øjeblik og hver dag blev genopfundet og omformet af viljen og forstanden og hjertet.

Kun med viljens hjælp lykkedes det ham at minde sig selv om, at han bedrog Edith. Hans livs to halvdele var så adskilte, som et livs halvdele kan være; og selv om han var klar over, at hans evner til selvransagelse var begrænsede, og at han var forfalden til selvbedrag, så kunne han ikke overbevise sig selv om, at han gjorde noget ondt mod nogen, som han følte sig ansvarlig for.

Og selv om han tilsyneladende betragtede den med et følelsesløst blik, var han bevidst om den tid, han levede i. I løbet af det tiår, hvor mange mandeansigter fik en permanent glædesløs hårdhed over sig, som om de så ned i en afgrund, fandt William Stoner, for hvem det udtryk var lige så velkendt som den luft, han indåndede, deri tegnene på en mere omfattende fortvivlelse, som han havde kendt, siden han var dreng.

Og selv om han tilsyneladende betragtede den med et følelsesløst blik, var han bevidst om den tid, han levede i. I løbet af det tiår, hvor mange mandeansigter fik en permanent glædesløs hårdhed over sig, som om de så ned i en afgrund, fandt William Stoner, for hvem det udtryk var lige så velkendt som den luft, han indåndede, deri tegnene på en mere omfattende fortvivlelse, som han havde kendt, siden han var dreng.

Og det forekommer mig at moralisten er det mest unyttige og foragtelige af alle væsener. Han er unyttig deri at han hellere bruger sin energi på at afsige domme end på at indsamle viden, al den stund det er nemt at dømme, men krævende at skaffe sig viden. Han er foragtelig deri at hans domfældelser reflekterer en vision af ham selv som han i sin uvidenhed og stolthed gerne pånøder verden. Jeg bønfalder dig om ikke at blive moralist; du vil derved ødelægge din kunst og din ånd. Og det ville være en tung byrde for selv det mest ægte venskab at bære.

Det som vi kalder den ægteskabelige verden, er, som du ved, en verden af nødvendig trældom, og jeg synes somme tider at den usleste slave har mere frihed end vi kvinder nogensinde har kendt til.

Det er heldigt at unge aldrig anerkender deres uvidenhed, for gjorde de det, ville de aldrig finde modet til de unges udholdenhed. Det er måske et instinkt i kødet og blodet der hindrer denne viden og giver drengen mulighed for at blive den mand der skal leve længe nok til at indse dårskaben i sin egen eksistens.

Den unge mand der ikke kender fremtiden, ser livet som et slags episk eventyr, en odyssé over fremmede have og forbi ukendte øer hvor han skal prøve og bevise sin styrke og derved finde sin udødelighed. Den midaldrende mand der har levet den fremtid som han engang drømte om, ser livet som en tragedie; for han har erfaret at hans styrke, uanset hvor stor den er, ikke kan måle sig med tilfældets og naturens kræfter, som han giver gudenavne og har lært at han er dødelig. Men den aldrende mand må, dersom han spiller sin tildelte rolle ordentligt, se livet som en komedie. For hans triumfer og hans nederlag flyder sammen, og den ene er ikke mere genstand for stolthed eller skam end den anden, og han er hverken helten der beviser sin styrke over for disse kræfter, eller hovedpersonen der udslettes af dem. Ligesom enhver anden stakkels, ynkværdig bælg af en skuespiller ender han med at se i øjnene at han har spillet så mange roller at han selv ikke længere findes.