Katalena tøvede. Rakte frem og vendte halskæden mellem fingrene. „Se’thels medaljon ...“

„Han er søn af Zadaè. Ingen her er ligefrem ivrige efter at slippe af med mig.“

„Du er paladin af Se’thel.“ Hvis hun var overrasket, viste hun det ikke. Måske var det udmattelsen. Måske var det bare ikke så overvældende som alt andet hun havde oplevet siden Vermilla sidst så hende.

„Katalena ...“ Vermilla sukkede. „Hvad i alle guders navn er der sket dig?“

Katalena tøvede. Åbnede munden som for at svare, men endte med at være tavs længe.

„Jeg var blind,“ sagde hun endelig. „Nu kan jeg se. Og sandheden er et frygteligt syn.“ Hendes blik var fjernt. „Jeg skal nok fortælle dig det hele. Senere. Bare lov mig at du ikke fortæller nogen at jeg er her.“

Vermilla satte sig på hug foran hende for at fange hendes øjne med sine. „Hvis jeg skal kunne hjælpe dig, må du stole på mig. Jeg kender én som er nødt til at vide du er her. Hun vil vide hvad vi skal stille op.“

„Nej.“ Katalena forsøgte at rejse sig, men sank tilbage på bænken med en grimasse af smerte mens hun tog sig til maven.

„Katalena, hun forråder dig ikke til Haia. Jeg kender hende.“

„Det er én du har et forhold til, er