Tvivlende tager han sig til sin højre hånd. Derefter ser han på den underligt bare plet på væggen over vasken. Ganske langsomt tager han en af de største glasstumper der er havnet i vaskekummen.

Det er ganske rigtigt et spejl. Undrende betragter han det ansigt han møder deri. Det er en gammel mand med rindende, missende øjne, med et uordentligt skæg, med dybe furer i panden, rynkede, hængende kinder, med sprængte læber og misdannede tænder. Men langt værre end alt dette er det afskyelige udtryk som ansigtet bærer. Et udtryk hvor mistrøstighed, had og tomhed er forenet.

Han lægger stumpen ved siden af den første, omhyggeligt som om han lægger puslespil med det. Han tager et tredje, et fjerde, uden at få andet at se.

– Det kan ikke passe, gentager han gang på gang

Kærligheden blev, sammen med succes i arbejdet, anset for nødvendige forudsætninger for lykke, om end de ikke altid var tilstrækkelige.

For at sætte menneskene i stand til at varetage dette omfattende kærlighedskrav, havde man en vidt udbygget Kærlighedsdyrkelse.

I sange, film, romaner, skuespil blev kærligheden hyldet. Man kunne af dem lære hvordan man skulle elske, og hvorfor, og ikke mindst de katastrofale følger af at undlade at elske.