Rebecca Solnit

Spørgsmål om lykke forudsætter generelt, at vi ved, hvad et lykkeligt liv er. Lykke beskrives ofte som resultatet af at kunne krydse en masse ting af på listen – ægtefælle, afkom, privat ejendom, erotiske erfaringer – selvom man på et splitsekund kan komme på adskillige par, der har alle de ting, men alligevel er dybt ulykkelige.
Vi får konstant serveret standardformler, men disse formler fejler, ofte og eftertrykkeligt. Ikke desto mindre får vi dem serveret igen. Og igen og igen. De bliver til fængsler og straffe, forestillingens fængsel lokker mange ind i et tilværelsens fængsel, der følger formlerne for det gode liv, men alligevel er dybt ulykkeligt.

Centralt i spørgsmålet om lykke ligger et paradoks. Todd Kashdan, der er lektor i psykologi ved George Mason University, berettede for nogle år siden om undersøgelser, der konkluderede, at folk, der finder det vigtigt at være lykkelig, er mere tilbøjelige til at blive deprimerede: »Når man indretter sit liv efter at prøve at blive lykkeligere, og lykken dermed bliver det primære mål her i livet, kommer det til at stå i vejen for reelt at blive lykkelig.«

Kærlighed er en konstant forhandling, en konstant samtale; at elske en anden er at blotte sig selv for at blive afvist og forladt; kærlighed er noget, man kan gøre sig fortjent til, men ikke aftvinge nogen. Det er et felt, hvor man ikke har ­kontrollen, fordi en anden også har rettigheder og beslutninger; det er en samarbejdsproces; elskov er ideelt set en proces, hvor disse forhandlinger bliver til glæde og leg.