Agnete Dorph Stjernfelt

»Ting betyder noget for din mor, ikke? De fleste voksne er bare helt hule. Man kan se, hvordan de forsøger at fylde hullet indeni med sprut eller penge eller Gud eller berømmelse, eller hvad det nu er, de tilbeder, og det æder dem bare op indefra, indtil der ikke er andet tilbage end de penge eller den sprut eller den Gud, som de troede, kunne redde dem

»Men det er der jo stadig, ikke? Altså, der er stadig meteor­regn. Vi kan bare ikke se den.«
»Det er korrekt,« svarede han.
»Hvordan ville det have set ud?« spurgte jeg.
»Hvad?«
»Hvis det ikke var overskyet, hvad ville jeg så se nu?«
»Altså.« Han fandt mobilen frem og åbnede en eller anden stjernekigger-app. »Se, her er stjernebilledet Dragen,« sagde han. »Jeg synes mere, det ligner sådan en papirdrage til at flyve med end en rigtig drage, men i hvert fald, så er det her, meteorregnen ville kunne ses. Der er ikke så meget måne i aften, så du ville sikkert kunne se en fem-ti stjerneskud i timen. Dybest set er det, der sker, at vi bevæger os gennem støvet efter den her komet, der hedder Giacobini-Zinner, og det ville være supersmukt og romantisk, hvis vi bare ikke boede i røvsyge Indiana.«

Det er supersmukt og romantisk,« sagde jeg. »Vi kan bare ikke se det.«