Joan Didion

Det er et land, hvor troen på en bogstavelig udlægning af skabelsesberetningen lidt efter lidt har forvandlet sig til en tro på en bogstavelig udlægning af Double Indemnity, et land med touperet hår og capribukser og piger, for hvem alle livets drømme kan koges ned til en hvid brudekjole i valselængde og at føde en Kimberly, Sherry eller Debbi og til sidst en skilsmisse i Tijuana og efteruddannelse på frisørskolen. „Vi var bare unge og fjollede,“ siger de uden beklagelse og vender blikket mod fremtiden. Fremtiden tegner altid godt i det gyldne land, for ingen kan huske fortiden. Her blæser de varme vinde, og gamle dage er ikke relevante, skilsmisseraten er den dobbelte af det nationale gennemsnit, og en ud af otteogtredive bor i autocamper. Her er det sidste stop for alle, der kommer andre steder fra, for alle, der er flygtet fra kulden og fortiden og gamle dage. Her er stedet, hvor de forsøger at finde nye måder at leve på og leder efter dem de eneste steder, de kender – på film og i aviser. Lucille Marie Maxwell Miller er et tabloidmonument for den nye livsstil.

En mors eller fars død, skrev han, „vækker noget dybt i os uanset alder, og uanset om vi er forberedt eller ej, udløser den en kæde af reaktioner, som overrasker os, og som kan vække minder og følelser, vi troede tilhørte en svunden tid. I den periode, man kalder sorgforløbet, kan det føles, som om man befinder sig i en u-båd, stille på havets bund, klar over, at der er dybvandsbomber, som hele tiden bombarderer os med erindringer".

Der var for eksempel „Young, Benjamin og Wallis, The Lancet 2:454-456,1963.“ Denne undersøgelse, hvor man havde fulgt 4.486 enkemænd i fem år, viste „en signifikant højere dødelighed blandt enkemænd i de første seks måneder efter, at de havde mistet deres kone, end blandt gifte mænd.“