Ole Lund Kirkegaard

tæppe.
Han så op og ned ad gyden.
Kattens også, råbte

Ivan Olsen var bange for at klatre i ribberne og springe over bukken, for han var bange for at falde ned og få næseblod.
Det sagde han til gymnastiklæreren. „Arhh,“ sagde gymnastiklæreren, som var blevet gymnastiklærer, fordi han var så dygtig til at springe over bukken, og som derfor troede, at alle andre mennesker var lige så vilde med det.

Der var fulgt mange folk og børn efter brandbilerne for at se den store ildebrand, og nogle af dem blev forfærdeligt vrede og skuffede, da de så, at der slet ikke var nogen ildebrand.
„ØVV,“ råbte en af dem og stampede i jorden. „Det brænder jo slet ikke.“
„Nej,“ råbte en anden. „En ildebrand uden ild, det er det værste, jeg har været ude for.“
„Ja,“ råbte en tredje. „Vi er blevet taget ved næsen. Vi klager.“
Og så gik alle de vrede og fornærmede folk ud i byen for at klage.
Men der var andre og mere fornuftige folk. De kunne lugte kaffe, og derfor myldrede de ind i CAFÉ DEN BLÅ HAVKAT.
Der fik de øje på det gule næsehorn og de mange, glade brandmænd.
„Ihh,“ råbte de og klappede i hænderne. „Det her er meget bedre end en ildebrand.“
Og Viggos far – hr. Løwe – der havde revet det meste af sit tynde hår af i raseri og galde, var pludselig blevet en meget lykkelig mand. For alle de folk, der kom ind i hans café, ville ikke