Bechs Forlag - Viatone

Når et fuldkomment menneske når frem til lykken, så ophører tiden med at eksistere fordi den ikke længere er nødvendig.

– Jeg ser at De i løbet af disse godt fire år slet ikke har forandret Dem, kaptajn, sagde Nikolaj Vsevolodovitj tilsyneladende en smule venligere. – Noget tyder på at anden halvdel af et menneskes liv som regel kun består af vaner det har tilegnet sig i den første halvdel.

I ved at jeg hader, afskyr og væmmes ved løgn, ikke fordi jeg er ærligere end resten af os, men simpelthen fordi det skræmmer mig. Der er et strejf af død, en bismag af livets korthed i en løgn – og det er netop det, jeg hader og afskyr ved verden – det jeg helst vil glemme. Det gør mig syg og forstemt, ligesom det ville gøre at bide i noget råddent. Det er vel mit temperament. N

Nej, det er umuligt; det er umuligt at gengive livsfornemmelsen fra en bestemt epoke i ens tilværelse – det, der skaber dens sandhed, dens mening – dens subtile og altgennemtrængende væsen. Det er umuligt. Vi lever, som vi drømmer – alene ...«

Han lå på ryggen med lukkede øjne, og jeg trak mig stille tilbage, men jeg hørte ham mumle: ‘Leve ret og dø, dø ...’

Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe at få ud af det er lidt viden om sig selv – der kommer for sent – en høst af uudslukkelig anger.

»De er ikke værdige til at have noget at gøre med mig.«

Han ligner en mørklødet zigøjner, men i væsen og klædedragt virker han som en gentleman, i hvert fald lige så meget gentleman som så mange andre herremænd på landet, lidt sjusket måske, men uden at det støder, fordi han har en rank, smuk skikkelse.

er en stor lykke i livet at møde og kunne slutte sig til et menneske af en helt anden art og beskaffenhed, end man selv er, et menneske, som i alt forbliver sig selv tro, uden i nogen måde at efterligne os, som ikke former sin sjæl efter vores – hvad der ville gøre den usand – men som heller ikke sætter sig op imod psyke og ikke heller sætter sig på nakken af vores fejltagelser og brist, et menneske, i hvem vi, trods al vores dårskab og egenhed, bestandig har et fast fodfæste og en trofast støtte.
I sandhed – vi var to vidt forskellige mennesker med vidt forskellige opfattelser og følemåde. Men både han og jeg forblev sig selv tro, uden at den ene efterlignede den anden og mistede sin egenart, uden at den enes sjæl for

Min generations – tressernes – ideologi og temperament, kvindernes uafhængighedstrang, gjorde sig gældende også hos mig.