Tove har lagt hånden på håndtaget og skal til at gå ud, men standser, for pludselig er luften fuld af lyden af lavtgående fly. Det er ikke tyske flyvemaskiner, kan hun straks høre. De går meget lavt ned. De lyder underlige, det snurrer så mærkeligt i motorerne.

Pludselig bliver larmen uudholdelig, og så lyder der et brag, der får skolen til at skælve. Elisabeth ser forskrækket mod vinduet, der vender ud mod benzintanken. Luften er fuld af sort røg. Så lyder søster Ediths blide stemme: „Så, børn, nu stiller vi pænt op på to rækker. Vi skal ned i kælderen.“ Søster Edith lyder rolig, næsten for blid.

„Hej, Biba,“ lyder en glad stemme. Det er Ivy. „Jeg har fødselsdag på mandag. Se, her er en indbydelse – du skal med.“ Ivys brune øjne skinner, og de runde kinder er lidt røde af glæde.

Elisabeth tager imod kuverten, åbner den og ser længe på kortet. Der er et billede af Tommelise på skræppebladet i den ene side. „Det er fint,“ siger hun betaget. Hun prøver at læse, hvad der står på kortet, men opgiver og rækker det til mor, som læser: „Det vil glæde Ivy at se dig til fødselsdag, mandag fra klokken ét til fem.“

„Jeg glæder mig,“ siger Ivy. Mor ser alvorligt på hende, og med en pludselig indskydelse rækker hun hånden frem og stryger Ivy over kinden. „Dit lille skind,“ siger mor. Derpå tager hun lidt genert hånden til sig, forvirret over sit udbrud. Men Elisabeth ser glad på Ivy, for hun er den af pigerne, hun allerbedst kan lide. „Kom, skal vi se om Peter er kommet?“ spørger hun.

Elisabeth skæver lidt til maden, ærgerligt at hun må lade den stå, men det haster vist med at komme ned i kælderen. Søster Ediths stemme lyder igen. „Lad maden være, skynd jer nu lidt.“ Elisabeth rejser sig ængstelig. Vinduet er dækket af sort røg. Hun kan ikke se Ivy, men Peter er der. Peter er lidt højere end hun, han har brunt hår, runde kinder og mørke øjne. Og han har som altid den brunnistrede sweater på. „Du er ikke bange vel?“ siger han og smiler. Han tager hende beskyttende i hånden, og de skynder sig ud på gangen, hvor de andre er begyndt at stille op. De stiller sig lige bag Marianna og Inger. Marianna står med stofservietten i hånden. „Du skulle ikke tage noget med, hørte du ikke det!“ hvisker Elisabeth til Marianna. „Min mor har sagt, at jeg skal passe godt på den her,“ svarer hun bestemt.