Du sidder til en konfirmation, hvor du deltager af pligt snarere end af lyst, og så smører du en kunstig adfærd oven på din oprigtige grundfølelse og lægger ansigtet i et lidt for stramt smil og spørger ‘er det så gymnasium, du vil senere?’ uden egentlig at ønske at vide det.
Det samme sker ret ofte, når medarbejderne kommer ind på lederens kontor til MUS (medarbejderudviklingssamtale). I de værste tilfælde ønsker ingen af parterne egentlig denne samtale, men det er jo noget, de skal, og åbningsreplikken lyder ‘nå, Jens, skal vi så se at få det overstået?’
En MUS kunne/skulle/burde være en meget vigtig samtale om kompetenceforvaltning, faglig udvikling og dynamisk vurdering og afstemning af forventninger. Konfirmationen kunne/skulle/burde være den unges mulighed for at bekende sin tro, lytte til gode råd og udveksle håb for fremtiden med sine gæster. I stedet ender begge dele ofte som den rene farce uden betydning – reduceret til en tom rituel handling. Og det er besværligt for alle. Fra hverdagen kender vi det også – bare i mindre målestok. Klokken er fire, og du skal hjem fra job. Du tager din jakke på og kommer lige til at kigge dig i spejlet, og du opdager et stykke agurk mellem dine fortænder. Du spiste klokken 11.30

række redskaber og metoder, der gør dig bedre til at

Lad mig give et eksempel. Hvis jeg nu siger til dig, at fra i morgen skal al kommunikation i din