Stine Pilgaard

kan jeg ikke holde op med at snakke. Jeg er en nervøs Duracellkanin, der oplades automatisk af andres tavshed. Mine ord stiller sig i kø, ucensurerede hopper de rundt på tungen. Digtere giver mig en tilbagevendende oplevelse af at være født beruset, ikke sådan lidt snalret efter tre glas hvidvin en sommerdag, men simpelthen stangbacardi, uhørt upassende, sat uden for verden, bare fordi man forsøger sig med lidt smalltalk i pausen.

Vi laver lydprøver og stiller scenen op, mens Rasmus taler om noget tolvtonemusik fra Tyskland. Jeg nikker og kommer hele tiden til at tænke på noget andet. Det er nødvendigt at lade, som om jeg kender de koncerter, Rasmus refererer til, ellers vil det tage for lang tid. Mit løgnagtige ansigt stiller jeg til skue for verden. Jeg ser medvidende ud, smiler og tænder lyset i mine øjne. Det er et ældgammelt trick. For at undgå en afsløring giver jeg Rasmus ret i, at atonalitet har en ganske særegen skønhed. Et kaos af støj, udbryder jeg, der er noget konsekvent over den måde at tænke musik på. Han nikker ivrigt. Jeg vifter med et mikrofonstativ ude af stand til at styre min fiktive passion. Mennesker vil så gerne tro, at de har noget til fælles, at de går på kompromis med al troværdighed for at opretholde illusionen. Jeg har bemærket, at folk sjældent sætter spørgsmålstegn ved ens udsagn, hvis man virker følelsesmæssigt berørt, som om det garanterer en dybere viden. Min påtagede begejstring har skaffet mig usandsynligt høje karakterer igennem mit uddannelsesliv. Det er så smukt, naturens systematik er det tætteste, vi kommer på det guddommelige, stønnede jeg henført, da jeg trak atomer og grundstoffer i naturfag. En kærlighedserklæring til fragmenterne, sådan har jeg altid opfattet Picassos kubistiske periode, næsten græd jeg til mundtlig billedkunst og fortalte om springvandet i min pastelfarvede barndom. Jeg rømmede mig bevæget, censorerne blev rørte og slog blikket ned. Min stemme knækkede over i ekstase, og jeg sneg mig ubemærket uden om pensum, fordi det pludselig forekom lærerne irrelevant sammenlignet med al denne entusiasme.

Tak, hviskede mormor. Jeg giver ikke, sagde Ruth, jeg får.

Tiden afpisser sit territorium på vores kroppe. Dens tænder æder vores ungdom op, ridser de skråsikre træk ind i vores ansigter. Fire vandrette streger i panden, to lodrette mellem øjenbryn og næse, vi har afsat spor i hinandens kroppe.

Din far klapper i hænderne og råber, så er der pakkeleg. Mine nerver kan ikke klare det, når tvangshygge og konkurrenceelementer kolliderer.

f dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Det handler om elevernes oplevelse af kontinuitet, skrev hun i en mail til Sebastian og mig. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungerer som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den. Da lærergruppen var på Grundtvigseminar, skulle vi stå for morgensamlingen. Eleverne var høflige, men de vidste det godt, vi elsker dem ikke rigtigt, vi er venlige, men forbipasserende au pair-piger. De synger falsk, siger Sebastian og ser ud, som om nogen har såret hans følelser. Han er komponist, og i denne periode er han meget inspireret af dagligdagens støj. Han optager lydene, når hans kone sidder ved drejeskiven, fod mod træ, kniv mod metal, den mærkelige svuppen når f

Det må være på samme måde med folk, der gentagne gange er utro, måske kan de simpelthen ikke kontrollere deres kønsorganer. Der er jeg til gengæld disciplineret, siger jeg til Maj-Britt, så snart jeg mærker liderligheden bruse gennem min krop, lukker jeg øjnene og ringer efter en vogn. En taxa, tre cheeseburgere og så bare hjem at sove. Ja, det er der aldrig nogen, der er blevet gravid af, siger Maj-Britt.

Man bliver helt misundelig, siger jeg og peger på to fluer, der har passioneret sex på mit knæ.

Jeg spørger, hvordan jeg nogensinde skal lære nogen at kende her, når samtalerne stopper, inden de er gået i gang.

Man kan ikke oversætte fjorden, siger Anders Agger, den ligger der bare. Han mener, at man kan sammenligne det med kærligheden, når folk vil afdække den, går de vild i en jungle af metaforer. Det er umuligt at formulere den kraft, der kan få teenagere til at lægge sig på togskinner og begavede personer til at tale babysprog.