– Hey, far, det er da heller ikke en indisk aften med danske høns, sagde Tariq.

– Nej, men det er noget andet, Tariq. Vi bor i Danmark og gør som danskerne.

– Danskerne har vel ikke høns i deres lejligheder? sagde Tariq.

– Det er lige meget. Jeg kan under ingen omstændigheder besudle min smukke kærlighedsdag med en flok syge afrikanske høns. Jamen helt ærligt, drenge, hvad bliver det næste så? Det er jo somaliske høns, og man ved ærlig talt ikke engang, hvor de har været.

– Men skal jeg tager hons tilbage til familia Abdi Krim, så du stadig betala en hundrede kroner, det koster.

– Øh, skal jeg så stadig betale for dem? Hmm, nå, men ved nærmere eftertanke, så slip du bare bæsterne fri, og så må I altså bare love mig, at I ikke siger noget til mor om, at det er somaliske høns. Det skal være en perfekt aften, ligesom for tyve år siden, og intet må gå galt, intet.

Ali åbnede buret, og hønsene baskede ud, mens de gokkede, og fjerene fløj rundt om ørerne på os. Tariq og jeg flygtede op i vindueskarmen, for hvis der er noget, vi hader, så er det dyr, og især klamme, syge høns. Der gik faktisk ikke lang tid, før hønsene også begyndte at skide på gulvet, men far smilede bare.

– Jamen for pokker da. Det er en indisk overraskelse, og jeg kan da ikke genskabe dagen for tyve år siden med en flok afrikanske høns. Det dur ikke, og de ser faktisk også lidt syge ud, når nu man kigger efter, sagde far og prøvede at kigge på hønsene som en eller anden hønseekspert.

– Er der sket noget?