Vi skal ikke gøre os illusioner, fortsatte han. End ikke nu, i 1944, kan vi regne med støtte fra folket, som de snakker så meget om. Folket, – og han fnøs ved ordet – folket er med os i dag og imod os i morgen. I det lange løb holder det med dem, som giver den største tobaksration, det ved vi dog. Hvis landet skal reddes, kommer det an på ganske få personer, forsvindende få imod flertallet, og det er der intet mærkværdigt i. Sådan er det altid i kritiske situationer. Men de mænd vi bruger må forstå, at frihedskampen er alvor og ikke drengestreger. De må opfatte den som et personligt anliggende. De må selv legemliggøre de værdier vi slås for, så at sige repræsentere dem med deres eget væsen. Det lyder måske underligt i dine ører, men det er det jeg mener

Han var udlært mekaniker ligesom Leo, og det var Leo, som havde opdaget ham. En gang, da vi havde fået alt for mange illegale blade at fordele, kom han til at spekulere på, om den stædige kamel, han i sin tid stod i lære sammen med, ikke netop var en mand for os. Det viste han sig i høj grad at være. Ejgil blev snart en af vore hovedaftagere. På Teknisk Skole, hvor han læste til konstruktør, kunne han skille sig af med lige så mange blade det skulle være. Han mødte blot et kvarter før de andre om morgenen og læssede en stabel af på hvert klasseværelse. Ganske simpelt. Men vi var imponerede af hans frækhed, dengang rendte vi jo endnu rundt på trappegangene og puttede bladene ind ad brevsprækken, ét for ét. Den trafik var slet ikke noget for Ejgil. Han brugte hovedet og fandt en fidus.