Og nu skynder den unge kvinde sig hjem. I knirkende luft gennemløbet af m u s i c e r e n d e sollys

Den lette lyse sommerkjole springer ud, som en blomst springer ud, folder sig ud om den unge pige.

Og så, endelig — dér — svøbt i en let dis ligger gården på engen under egen; egen løfter sig som en knyttet næve op af den saftige muld. Egen truer ad himlen. Og himlen? Himlen, den er ligeglad.