Annie Ernaux

Ligesom det seksuelle begær ophører hukommelsen aldrig. Den kobler de døde sammen med de levende, de virkelige personer med de imaginære, drømmen med det der virkelig skete.

Man holdt øje med hvad naboerne anskaffede sig, og misundte dem disse tegn på succes der gav dem social status.

Den forgangne tid forsvandt fra middagsbordene, den sad ikke længere i kroppen og stemmen på dem der havde bevidnet den. Den befandt sig nu i fjernsynet, i dokumentarfilm kommenteret af en stemme som kom ud af ingenting. “At huske” var en borgerpligt, et tegn på retfærdighedssans, en ny patriotisme. I fyrre år havde ingen af os vist folkedrabet på jøderne nogen særlig opmærksomhed – hverken filmen Nat og tåge eller Primo Levis og Robert Antelmes bøger kunne siges at have tiltrukket masserne – nu troede vi at vi følte skam, men det var en forsinket skam. Det var først da vi så filmen Shoah at bevidstheden forfærdet kunne betragte omfanget af sin egen umenneskelighed