Herbjørg Wassmo

Mor sad i stalden og malkede den sorte ko med den hvide mule. Kjoleærmerne var smøget op. De røde hænder gjorde det, de skulle. Havde den rytme, de skulle have. Mælken sprøjtede stødvist ned i spanden mellem støvlebenene. Nogen åbnede en dør bag hende. Mælkespanden væltede. Det hvide løb tykt ud på det brune gulv. Skiftede farve. Gik over i svag rosa, alle varianter af lilla til dyb rød. Flød ned i møgrenden, fyldte gangen mellem båsene og løb tykt og rødt ud ad den åbne dør. Mor lagde sig tillidsfuldt ned på ryggen med lukkede øjne. Så flød hun langsomt ud i lyset.

Efterhånden kom det til syne på et stort lærred. Kvinden på staldgulvet, som malkede så hårdt, at mælken løb tværs gennem stalden og ud ad døren. Malkede så hårdt, at hjertet revnede lige der, hvor himmel og hav gik i et. Hun ødslede rigtig med de røde farver. Smurte tykt på. Lod alizarinrøde og koboltviolette klatter flyde i en å, som løb ud i et stort, flimrende hav.
Hun arbejdede med morens død, mens solsorteparret oppe på taget parrede sig og kradsede på den tilsodede vinduesrude

”Er det ikke stort og godt, at sproget kun har ét ord for alt, hvad man kan forstå derved – fra det frommeste til det mest kødeligt-begærende? Det er fuldkommen entydighed i tvetydigheden, for kærlighed kan ikke være ulegemlig i den yderste fromhed og ikke ufrom i den yderste kødelighed, den er altid sig selv