Efterhånden kom det til syne på et stort lærred. Kvinden på staldgulvet, som malkede så hårdt, at mælken løb tværs gennem stalden og ud ad døren. Malkede så hårdt, at hjertet revnede lige der, hvor himmel og hav gik i et. Hun ødslede rigtig med de røde farver. Smurte tykt på. Lod alizarinrøde og koboltviolette klatter flyde i en å, som løb ud i et stort, flimrende hav.
Hun arbejdede med morens død, mens solsorteparret oppe på taget parrede sig og kradsede på den tilsodede vinduesrude