Marianne Qvortrup Fibiger

Hinduisme som religion – historisk belyst

Hinduismen er ikke en homogen religiøs tradition. Den kan snarere siges at være en samlebetegnelse for en stor mængde af lokale indiske variationer af det, man i den vestlige litteratur i 1800-tallet valgte at kalde for hinduisme. Med dette perspektiv kan man argumentere for, at hinduisme som en -isme er en relativt ung religion og en vestlig konstruktion. Det sidste vil fx forskere som Timothy Fitzgerald1 hævde. Men man kan også vælge et andet perspektiv. Og det er det, som denne fremstilling vil basere sig på. Nemlig at hinduisme – forstået som religion i sin bredeste forstand – og det at føle sig knyttet til hinduismen ved at kalde sig hindu – i dag er så almindelig en betegnelse, at vi må tage betegnelsen alvorligt. Vi kan med andre ord ikke spole tilbage til før 1800-tallet og begynde der, men må tage udgangspunkt i den konstruerede virkelighed, vi befinder os i nu. Og her er hinduisme og det at være hindu blevet helt almindeligt anerkendte og anvendte begreber.

Med dette som udgangspunkt bliver forskningens opgave i stedet at undersøge, hvilket historisk grundlag denne -isme kan siges at bygge på. Dvs. a) undersøge, hvorfra den med god ret kan siges at have sit udgangspunkt eller sine udgangspunkter, og b) afdække, hvordan den har udviklet sig ud fra en fælles prototypisk akse (se indledningen), hvilket c) danner baggrund for den forestillingsverden og de begreber, som er kendetegnende for hinduers livs- og verdenssyn i dag.

En sådan historisk og begrebsmæssig oversigt kan også bidrage til at forstå, hvad det er, mange hinduer henviser til, når de bruger historien i en redegørelse for, hvem eller hvad de er. Det kan komme til udtryk som en del af en bred identitetskonstruktion, som vi fx ser det hos flertallet af hinduer i Danmark. Men det kan også komme til udtryk i ideologiske og politiske argumenter, sådan som vi eksempelvis møder det hos Gandhi eller i den mere hardcore hindunationalisme, som vi blandt andet støder på den i dag i Indien under premierminister Narendra Modi. Og mens Gandhi bruger historien til at hævde, at hinduismen har en fælles rod, som den deler med andre religioner, vil man inden for hindunationalismen pege på, at historien legitimerer, at Indien primært er for hinduer.

Sådan kan en historisk begrundet identitetskonstruktion pege i forskellige retninger, men den har trods alt et fundament, vi kan undersøge for at forstå, hvad disse konstruktioner bygger på eller henter legitimitet fra. Derfor er et religionshistorisk og tekstbaseret overblik et rigtigt godt udgangspunkt for at forstå hinduismen i dag både i verden og i Danmark.

Da hinduismens religionshistorie og tilsvarende tekstmateriale er lige så mangfoldigt som den hinduisme, vi møder i dag, har den følgende historiske fremstilling og de valgte tekster krævet mange fravalg. De historiske nedslag kunne have været mange flere og meget mere nuancerede, ligesom teksteksemplerne kunne have været det. Formålet er dog at give læseren et nogenlunde indblik i, hvad det er for en religions- og idehistorie, som hinduisme hviler på – ikke mindst den hinduisme, som kommer til udtryk i Danmark. Og selvom hinduismen ikke har nogen enkelt kernetekst, som det er tilfældet med Bibelen for kristendommen og Koranen for islam, så udgør denne store gruppe af tekster, som I vil blive præsenteret for, en fælles idehistorisk kilde til, hvad man i hinduismen vil kalde dh