Louise H.A. Trankjær

  • Karin Balle Madsenhar citeretfor 2 år siden
    Vi ankom til hendes etage, og jeg gav efter, da hun insisterede på at humpe ned ad gangen, da det var nødvendigt at bryde anspændtheden på en eller anden måde. Inde hos hende fandt jeg en pose frosne ærter i fryseren og hjalp hende ud på badeværelset, hvor jeg fik hende til at sætte sig på toilettet, mens jeg ledte under vasken efter noget klorhexidin eller en anden form for antiseptisk middel. Jeg endte med at nøjes med vand og brintoverilte.

    Hendes bukser var kun flænget på det ene knæ, men det andet var skrabet nok til, at jeg tænkte at begge knæ nok havde store hudafskrabninger. Jeg rullede hvert bukseben op, mens jeg ignorerede hendes forsøg på at tjatte mine hænder væk ved synet af de små stubbe på hendes ben.

    „Jeg vidste ikke, at du skulle røre min ben i dag,“ sagde hun og lo lidt.

    „Åh, stop.“

    Jeg duppede sårene med et vådt stykke vat og var lettet over at se, at det ikk
  • Mogens Pedersenhar citeretsidste år
    accent. “Fra Gerardo.”
    “Ja. Ja
  • Karin Balle Madsenhar citeretsidste år
    Maja skænkede sig et glas rosé og tog det med ned i haven, selvom hun vidste, hun burde sætte sig og spise noget og drikke et glas vand i stedet. Hun stillede sig i skyggen af en stor busk og betragtede kvinden, der ivrigt kradsede løs i jorden blandt alle de forskellige blomster.

    ”Mor?” Det lod ikke til, at Kristine havde hørt hende komme.

    Hun så op. Hun havde en stråhat på hovedet, som Maja genkendte fra knagen i bryggerset. Det var en, der var efterladt i huset, da hun overtog det.

    ”Hej, skat.” Hendes mor rejste sig, skyggede for solen med hånden og smilede stort. ”Hvordan gik det?”

    De satte sig op til cafébordet, Maja hentede et ekstra glas rosé til dem og genfortalte alt, hvad der var sket med Roy og Elisa. Det var længe siden, hun havde talt med sin mor på den måde. Ikke i en relation, ikke som mor og datter eller bedstemor og børnenes mor, men som kvinde til kvinde. Det var anderledes, men det var også virkelig rart, og Maja lod sig falde tilbage i stolen, mens hun gengav Elisas umiddelbare og helt åbne væremåde, der havde været så forbløffende.

    Kristine sad lænet frem med underarmene på bordet og fingrene dansede om vinglassets stilk. Hun havde røde kinder og en lidt rød næse efter timerne i solen.
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    „Løber du?“ spurgte jeg. „Med vilje?“

    „Ja,“ sagde han og lo åbenlyst. „Jeg løber ikke, fordi jeg bliver jagtet, jeg løber for at dyrke motion.“
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    „Hvad er din type? Kan gå? Har en fisse?“ spurgte Max.
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    Sara kom med et lille, begejstret hvin, og Chloe smilede til os, som om vi havde forvandlet os til et fotografi af to krammende babydovendyr.
  • Karin Balle Madsenhar citeretfor 2 år siden
    Vi ankom til hendes etage, og jeg gav efter, da hun insisterede på at humpe ned ad gangen, da det var nødvendigt at bryde anspændtheden på en eller anden måde. Inde hos hende fandt jeg en pose frosne ærter i fryseren og hjalp hende ud på badeværelset, hvor jeg fik hende til at sætte sig på toilettet, mens jeg ledte under vasken efter noget klorhexidin eller en anden form for antiseptisk middel. Jeg endte med at nøjes med vand og brintoverilte.

    Hendes bukser var kun flænget på det ene knæ, men det andet var skrabet nok til, at jeg tænkte at begge knæ nok havde store hudafskrabninger. Jeg rullede hvert bukseben op, mens jeg ignorerede hendes forsøg på at tjatte mine hænder væk ved synet af de små stubbe på hendes ben.

    „Jeg vidste ikke, at du skulle røre min ben i dag,“ sagde hun og lo lidt.

    „Åh, stop.“

    Jeg duppede sårene med et vådt stykke vat og var lettet over at se, at det ikk
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    „Nå, men,“ fortsætter jeg, „vi dukker op et sted, som vi tror, er en normal Bed & Breakfast midt i ingenmandsland i Colorado bare for at opdage, at vi er vadet direkte ind i en hemmelig BDSM-klub.“
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    „Jeg er så sulten, at jeg kunne æde et dødt næsehorns røvhul.“
  • Vibeke Anja Lundhar citeretsidste år
    Hvor stærke er de her stænger? Hvilken form for fisk lever i den her sø? Ikke hajer, selvfølgelig. Så dum er jeg ikke. Men hvad hvis jeg trækker et eller andet væmmelig sumpvæsen ind, som er ligesom en bæver og en aborre, der kneppede ved fuldmåne og skabte en eller anden form for rædselsvækkende sumpting, der spiser mennesker som en piratfisk? Åh gud, er der piratfisk i Colorado? Jeg burde have googlet det!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)