Peter Snejbjerg

Skibet mødte både storm og vindstille. Prustende hvaler krydsede dets kølvand. Hvide

tilhører mig!” råbte han. ”Ingen forlader nogen sinde min ø. I skal være mine tjenere i al evighed.”
Vandet blev mere og mere uroligt. Slåen og Morkel klamrede sig til rattet for at holde skibet

Så bar de hende ned til stranden, så hurtigt de kunne gå.
”Hvad med søfolkene?” spurgte Brombær.
”Jeg forsøgte at advare dem,” sagde Morkel. ”De ville ikke lytte. Der er ikke noget, vi kan gøre.”
”Men de drukner jo!” udbrød Brombær.
”Den skæbne har de selv valgt,” sagde Slåen. ”Vi skal om bord nu med det samme.”
Det var blevet mørk nat. Men langt ude over havet så de et lysere skær. Her var nymånen ved at stå op.
I det samme rystede jorden under dem, så de var lige ved at falde. Bølgerne slog højt op over stranden.
”Skynd jer!” råbte Anemone oppe fra skibets dæk. ”Det begynder nu!”
I en fart fik de Følfod om bord og lettede anker. Vinden fyldte sejlene, og skibet gled bort fra kysten.
”Stands!” skreg en rasende stemme oppe fra paladsets dør.