Puk Damsgård

Min rejsekammerat og fotograf, Betina Johnbeck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at binde snørebåndene.

Min rejsekammerat og fotograf, Betina Johnbeck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at binde snørebåndene

Daniels krop hang op ad radiatoren som en tung og ubrugelig klump. End ikke den kop vand og det rullebrød med falafel og tomat, han havde fået efter at have hængt i loftet i et døgn, kunne vække liv i den. Han havde kun spist tomaten. Munden føltes så udtørret, at det var umuligt at synke resten af maden.

Han faldt hele tiden i en urolig søvn, hvor han drømte om en kung-fu-mester, der slog ham og løb efter ham. Indtil nogle fangevogtere igen vækkede ham, hev ham op i armene, slæbte ham over gulvet og ind i forhørslokalet.

“Hvis du ikke siger, hvem du er, så hænger vi dig op i tre dage uden mad og vand. Derefter halshugger vi dig og sender en video hjem til dine forældre!” rungede en stemme mod ham.

Daniel havde ikke kræfter til at reagere. I stedet hørte han sin egen indre stemme, mens han lod sin krop føre ind i et andet lokale:

Fuck, I kan gøre mange ting ved mig, bare slå mig under fødderne, pisk mig på ryggen, men at hænge mig op uden vand igen … jeg dør. Jeg kommer til at rådne op … jeg fucking rådner op af det her. Jeg vil hellere dø.

Lokalet lignede det, han tidligere havde hængt i, med undtagelse af at der lå en affaldspose med dåsecolaer på gulvet, og der stod et bord og en ødelagt træseng. En mand holdt om ham, så han ikke sank i knæ, mens torturbødlen greb en kæde, der hang ned fra loftet i en krog. Bødlen viklede den rundt om håndjernene og satte en hængelås på, som låste kæde og håndjern sammen oppe under loftet. Daniel stod

gen med armene strakt over hovedet. Torturbødlen forsvandt.

Jeg kan ikke, jeg kan ikke! skreg det i ham.

Jeg kan ikke stå her i tre dage og så dø bagefter.

Han kiggede sig omkring. Bordet. Det stod så langt væk, at han lige akkurat ikke kunne nå det. Håndleddet. Han kunne bide sit håndled over, så han kunne flygte.

Vand. Han var så tørstig, at hans hjerne var ved at tørre ud, og glimt af syner og billeder flimrede forbi. Fangevogterne. Det krævede intet af dem at have ham hængende.

Hvad hvis de glemte ham?

Han kunne hverken sove eller rykke sig for at slippe for den konstante smerte. Alle muskler i hans krop var spændt til bristepunktet, og han følte sig fanget i et helvede uden nogen udvej, uden den mindste lindring.

Måske gik der to eller tre timer, før han fik styr på sine tanker og igen stirrede hen mod bordet …

Hvis bare han kunne få det skubbet over til sig. Han greb fat om kæden med hænderne og svingede sin medtagede krop i en bue over gulvet. Storetåen strejfede bordkanten og trak en skramlende larm efter sig. Han holdt inde og lyttede efter skridt på gangen. Så svingede han sig igen og igen over mod bordet, og for hver gang rykkede det sig en anelse. Og hver gang lyttede han efter, om støjen tiltrak opmærksomhed. Til sidst var bordet så tæt på, at han kunne trække det ind under sig med benene.

Han stillede sig op på bordpladen. En vidunderlig følelse bredte sig i kroppen, da armene sank ned fra den strakte position. Lettelsen spredte sig fra albuerne og til skuldrene

med det modsatte køn.
“Kvinder,” sagde

Hendes øjne var kraftigt sminket med optegnede øjenbryn, og håret var dækket af et hvidt tørklæde. Hun bar sorte, stramme bukser, der fulgte hendes hofters bløde kurve, og en lang sort cardigan ud over. Hendes bare tæer var stukket ned i et par flade og lidt upraktiske sko til sammenligning med Daniels læderstøvler. Hun fortalte, at hun var uddannet sygeplejerske og havde boet i Aleppo, men at hun var flygtet fra krigen, efter hun med nød og næppe var undsluppet at sidde i et regimefængsel.

Jeg er bare kommet for at portrættere de civiles lidelser i krigen,”

Hvornår stopper det, hvad vil de, hvor lang tid skal det fortsætte? Bare de ikke brækker noget i mig. Bare de ikke ødelægger noget indeni.

I det berygtede Sednaya-fængsel lidt nord for Damaskus, hvor styret holdt politiske fanger, blev de indsatte udsat for tortur og ydmygelser. Ifølge talrige øjenvidneberetninger og rapporter var det ikke ualmindeligt, at fanger blev dræbt af den tortur, de blev påført.

Jeg kan ikke, jeg kan ikke!