Jeg delte min fars begejstring for naturen og min mors lidenskab for zoologi og »primitive« stammer, men fattede ikke deres beundring for det moderne menneskes kamp for at bryde alle bånd med naturen. Hvad var det de ville flygte fra? Var de skræmt af det abemenneske, Darwin havde tegnet bag dem? De bød enhver forandring i forhold til deres egne forældres verden velkommen og kaldte det »fremskridt«, uanset hvilken forandring det var. »Fremskridt« var det samme som at fjerne sig fra naturen. De voksne, der tog sig af udviklingen bort fra naturen, var så optaget af deres egne evner til at udforske og ændre det der var, at de masede på uden at undersøge hvor det førte hen. En verden omskabt af mennesket var tydeligt nok målet, men hvem var den ansvarlige arkitekt? Ingen i mit land. Ikke engang kongen af England eller præsidenten i USA. Enhver opfinder og producent, der ville være med til at opbygge fremtidens verden, smækkede bare en mursten eller et tandhjul ind der hvor de syntes det passede, og så var det op til os i næste generation at finde ud af hvordan resultatet ville blive

Skolen behandlede emnet fremskridt og udvikling direkte uhæderligt. Vi blev oplært til at tro på fremskridt fra Paradis. Det forekom mig at lærerne gik på line og jonglerede med Bibelen i den ene hånd og videnskaben i den anden. Det lykkedes dem at holde balancen så langt ud på linen at man ikke så hvordan de nåede over til den anden side.

Hvordan kunne en drøm blive til virkelighed? Dertil krævedes omhyggelige forberedelser