Anne Sofie Hammer

Det var lidt den samme paniske fornemmelse, som når man stod ved trappen op til 5-meter vippen og vidste, at man lige om lidt ville gå derop, og at man så ville være nødt til at springe, selvom det virkede svimlende højt, når først man stod der.

eg har selvfølgelig vænnet mig både til hende og til ham, for jeg har jo kendt dem hele mit liv. Jeg kan godt se, at de ligner Skønheden og Udyret, men jeg havde aldrig sådan for alvor tænkt over det før den aften, da Folmer pludselig sagde noget, der fik mig til at spidse ører.
Samtalen var ellers kommet lidt pinligt fra start, men det gør samtaler med de voksne jo sådan cirka 90% af gangene.
– Nå, Malthe, sagde Folmer og betragtede mig, mens jeg let stønnende og med udspilet maveskind lænede mig tilbage i stolen. – Har du nogen kæreste for tiden?
Jeg rystede på hovedet. Ikke nogen kæreste. Jeg overvejede at forklare Folmer, hvor svært det er at få en kæreste, når man for det første er usynlig for pigerne, og for det andet ikke har begreb skabt om, hvad man skal sige til dem, hvis de endelig får øje på én. Men jeg var for mæt. Desuden var jeg alvorligt i tvivl om han ville for

den vildeste overscoring fra hans side.
Jeg har selvfølgelig vænnet mig både til hende og til ham, for jeg har jo kendt dem hele mit liv. Jeg kan godt se, at de ligner Skønheden og Udyret, men jeg havde aldrig sådan for alvor tænkt over det før den aften, da Folmer pludselig sagde noget, der fik mig til at spidse ører.
Samtalen var ellers kommet lidt pinligt fra start, men det gør samtaler med de voksne jo sådan cirka 90% af gangene.
– Nå, Malthe, sagde Folmer og betragtede mig, mens jeg let stønnende og med udspilet maveskind lænede mig tilbage i stolen. – Har du nogen kæreste for tiden?
Jeg rystede på hovedet. Ikke nogen kæreste. Jeg overvejede at forklare Folmer, hvor svært det er at få en kæreste, når man for det første er usynlig for pigerne, og for det andet ikke har begreb skabt om, hvad man skal sige til dem, hvis de endelig får øje på én. Men jeg var for mæt. Desuden var jeg alvorligt i tvivl om han ville for

Frede stod lidt og trippede fra den ene fod til den anden. Det var, som om der var noget, han forsøgte at sige, men det lykkedes ikke rigtigt

»Den er helt perfekt,« sagde Alexander og viste, hvordan fjederen kunne trykkes sammen og udvide sig igen, næsten som om den allerede sad i en robot.

De forklarede alle fire, hvordan Villads og Alexander havde diskuteret det med aberne og væddet om det sidste stykke banankage.

Villads tænkte sig om. Sidste gang han tabte en tand, røg den bare ud helt af sig selv, da han snakkede.
Så kom han i tanker om, at han faktisk sad og spiste virkelig forsigtigt for ikke at tabe sin tand.

»Må Frida godt holde nytårsaften hos os?«
Men det gik ikke, sagde hans mor. Hun var sikker på, at Fridas far og mor gerne selv ville være sammen med Frida nytårsaften.
»Kan vi så ikke alle sammen holde nytår sammen?« foreslog Villads, men det svarede hans mor ikke rigtigt på.
Fridas mor svarede heller ikke, da de foreslog det inde hos Frida. Hun

Det var måske ikke helt rigtigt, for hun havde ingen krone på, men han vidste ikke, hvordan han ellers skulle forklare det. Og mor blev alligevel glad og kyssede ham, så han fik læbestift på kinden.
»ADR!« grinede Villads og tørrede læbestiften af.
Så gik han ind i stuen og proppede den kunstige hundelort godt ned i en skål med chips. Han kunne næsten ikke vente med at se, hvad der ville ske, når nogen fik fat i hundelorten i stedet for en håndfuld chips.
»Hvad griner du af?« spurgte Amalie.

FSSSSSST, sagde det, og Villads nåede lige at tænke, at det sagde en meget højere lyd end de bordbomber, de havde inde hos ham.
Så EKSPLODEREDE bordbomben og sendte et kæmpe springvand af gnister op i Fridas fars og mors hvide loft.
Alle de voksne skreg op og rejste sig meget hurtigt fra bordet, og Fridas far greb hårdt fat i Villads og Frida og trak dem væk fra bordbomben.