Nikita Klæstrup

Alle ved jo, at en rigtig feminist skal troppe op på Femø-lejren ved fuldmåne en nat i marts, lave en menneskeofring i form af Ole Birk Olesen, mens hun messer ”kussehår, kussehår, kussehår”. Og ikke engang derefter er man rigtig feminist – ikke før ens menstruation er synkroniseret med Ditte Gieses.

Vi tilhører en ny generation af feminister, og vi bliver ofte spurgt om, hvad vi har at kæmpe for i dag. Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom at kun to procent af alle voldtægtsudøvere bliver dømt1, at andelen af kvinder i den danske topledelse kun er 15 procent2, at vi sprogligt stadig nedgør feminine mænd med ord som ”tøsedreng” eller ”bøsse”, eller at slutshaming af unge kvinder har samme psykiske følger som PTSD. I stedet svarer vi, at vi kæmper, fordi ligestilling ikke er et statisk mål, man opnår, det er en vedvarende debat.

Vi er en del af fjerdebølgefeminismen. Som fjerdebølgefeminister fortsætter vi den kvindekamp, der er foregået inden vores tid. Vi gør det bare på nye platforme og med nye udtryksformer.