Vi tilhører en ny generation af feminister, og vi bliver ofte spurgt om, hvad vi har at kæmpe for i dag. Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom at kun to procent af alle voldtægtsudøvere bliver dømt1, at andelen af kvinder i den danske topledelse kun er 15 procent2, at vi sprogligt stadig nedgør feminine mænd med ord som ”tøsedreng” eller ”bøsse”, eller at slutshaming af unge kvinder har samme psykiske følger som PTSD. I stedet svarer vi, at vi kæmper, fordi ligestilling ikke er et statisk mål, man opnår, det er en vedvarende debat.