„Det gør mig ondt at sige det,“ sagde han og trak på skuldrene, „men hellere føle smerte over sandheden end trøst over en løgn.“

Jeg kunne se hans skjulte smil, så bredt som Kabul-himlen de nætter hvor poplerne skælvede i brisen, og lyden af fårekyllingerne gav genlyd i haven.

En gang imellem, når jeg lå vågen og lyttede til terrassedøren der stod og svingede i brisen, og fårekyllingerne der sang ude i haven, var det som om jeg næsten fysisk kunne mærke tomheden i Sorayas livmoder, som et levende, åndende væsen. Den havde sneget sig ind i vores ægteskab, denne tomhed, ind i vores latter og i vores elskov. Og om natten, i mørket i vores soveværelse, var det som om jeg kunne mærke den stige op fra Soraya og lægge sig imellem os. For at sove imellem os. Som et nyfødt barn