Vilhelm Bang

­holdene egentlig vare deroppe. Det var et meget mørkt Billede, Svogeren malede, men dette var

øle det som en Pligt for sig at ofre sin fremtidige Kraft paa Grønlændernes Omvendelse.

Mænd og Kvinder, i hvis Person og Sprog man snart kunde kjende Efterkommere af de gamle Nordmænd, og i hvis Religion han kunde finde Minder om Kristendommen, Minder, der kunde blive Tilknytningspunkter for hans Prædiken. Men Virkeligheden var saa

og var dem til Hjælp i alle Henseend

Grønlænderne, der ikke vare vante til i længere Tid at sidde stille og høre; naar de da syntes, at Prædikenen havde varet længe not, kunde det træffe, at en ganske ligefrem gik hen til Egede og spurgte, om han ikke snart var fær

om ikke de døbte Grønlændere igjen finde falde tilbage til Hedenskabet.

betragtede ham som en stor Angekok; o

stinkende Hytter, der ofte vare saa fulde af Utøj, at han bagefter, undertiden i en Baad under aaben Himmel, maatte klæde sig helt om og drukne sit Linned med dets Besætning; han tog til Takke med deres usle Føde, der

dem om Troen, kunde være Anledning til at sende nogle Grønlændere til Danmark for at undervise de danske om et sædeligt Levned!

flokkedes de indfødte alle Vegne fra for at bede ham at blive hos dem; men da de saae, hvor meget han trængte til Ro, og hørte, at deres Anmodninger