Søren Ulrik Thomsen

Og jeg tænker på, om alt dette kun eksisterer, så længe han lever, eller om der findes en Evighed af øjeblikke, hvor alting altid er?

jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.

*
Når jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.
*

på det stejle kranium

hvorfra frisurens vindeltrappe hvirvler ud i universet

at øl, kartofler og saltet flæsk

samt mine synders tyngdekraft

holder min luftige sjæl ved jorden:

Det er det bedste for mig.

Det bedste er langsomt at falde i søvn

mens januarmørket, pulsen og stofskiftet sænkes

og alle veje der snor sig

mod sengens blånende slot snér til

Det værste er at få et kærlighedsbrev

fra en kvinde man aldrig kan elske

at sige „jeg elsker dig“

af frygt for at blive forladt er det værste

dit ansigts utænkelige skønhed er bedst

springet fra øje til blik er bedst

at jeg hader narkomanernes gustne hud

deres cowboystøvler og pink gamacher

deres slæbende stemmer og åbne sår

og fremfor alt frygter

at få dem for tæt på er ikke det værste

men at jeg hader dem selv

og ønsker dem kylet i Helvede – nu!