De var således blevet enige om, at fordelen ved historien var, at man vidste, hvordan man skulle gøre tingene. Et sceneri, det være sig natur eller kultur, kunne være nok så detaljeret, men det sagde ikke noget om, hvordan man var nået til det, hvordan elementerne forholdt sig til hinanden, og hvilken kausal sammenkædning der havde ført til denne komposition. Netop derfor omgav menneskene sig med et væld af fortællinger, fordi de havde brug for at vide, hvordan alting var foregået. Med dette udgangspunkt gik Rugendas skridtet videre og nåede til en temmelig paradoksal konklusion. Som hypotese foreslog han, at hvis alle fortællinger blev bragt til tavshed, ville det ikke indebære noget tab, eftersom nuværende og fremtidige generationer bare kunne genopleve fortidens hændelser uden behov for at få dem fortalt, enten ved at kombinere sig frem eller ved at lade kendsgerningerne råde, skønt der i begge tilfælde krævedes, at det skete med overlæg. Og selv dá var det muligt, at gentagelsen ville blive mere rigtig, hvis der ikke var nogen fortælling. I stedet for fortællingen, der med fordel kunne erstattes, skulle man videregive et sæt „redskaber“, så man med handlingens spontane uskyld kunne genopfinde, hvad der var sket i fortiden. Det mest værdifulde, mennesket havde udført, det der var værd at gentage. Og det centrale redskab var stilen. Ifølge denne teori var kunsten nyttigere end ræsonnementet