citeret i Af læsningens historie af Alberto Manguel: »For den, der stjæler eller låner en bog fra dens ejer uden at levere den tilbage, må den blive til en slange mellem hans hænder og sønderrive ham. Må han blive slået med lammelse og må alle hans lemmer splintres. Må han vansmægte i pine og råbe højt om nåde, og må der ingen ende være på hans lidelser, før han er gået helt i opløsning. Må bogorme gnave i hans indvolde som tegn på Ormen, som aldrig dør. Og når han endelig drager til sin endelige dom, må helvedes flammer da fortære ham til evig tid.«

De var således blevet enige om, at fordelen ved historien var, at man vidste, hvordan man skulle gøre tingene. Et sceneri, det være sig natur eller kultur, kunne være nok så detaljeret, men det sagde ikke noget om, hvordan man var nået til det, hvordan elementerne forholdt sig til hinanden, og hvilken kausal sammenkædning der havde ført til denne komposition. Netop derfor omgav menneskene sig med et væld af fortællinger, fordi de havde brug for at vide, hvordan alting var foregået. Med dette udgangspunkt gik Rugendas skridtet videre og nåede til en temmelig paradoksal konklusion. Som hypotese foreslog han, at hvis alle fortællinger blev bragt til tavshed, ville det ikke indebære noget tab, eftersom nuværende og fremtidige generationer bare kunne genopleve fortidens hændelser uden behov for at få dem fortalt, enten ved at kombinere sig frem eller ved at lade kendsgerningerne råde, skønt der i begge tilfælde krævedes, at det skete med overlæg. Og selv dá var det muligt, at gentagelsen ville blive mere rigtig, hvis der ikke var nogen fortælling. I stedet for fortællingen, der med fordel kunne erstattes, skulle man videregive et sæt „redskaber“, så man med handlingens spontane uskyld kunne genopfinde, hvad der var sket i fortiden. Det mest værdifulde, mennesket havde udført, det der var værd at gentage. Og det centrale redskab var stilen. Ifølge denne teori var kunsten nyttigere end ræsonnementet

var partnerens funktion: at overleve sig selv i livet og i døden. Og hvis der opstod beklagelige følelser af skyld og nostalgi, udfyldte den deraf følgende melankoli en funktion i euforiens generelle system: Kun i melankolien kunne der opstå gode tanker om de døde, og sådanne ideer var nyttige for fremgangsmåden.