Vi bør tilføje, at det er et privilegium at være den, der bliver udsat for et surmuleri: Det betyder, at den anden respekterer os og stoler så meget på os, at de mener, vi bør forstå deres uudtalte smerte. Det er en af kærlighedens mere underlige gaver.

Kun ordløs og nøjagtig tankelæsning kan føles som et sandt tegn på, at vi kan stole på vores partner; kun når vi ikke behøver at forklare os, kan vi føle os sikre på, at vi virkelig bliver forstået.

Ideelt set ville vi være i stand til at le, på den blidest tænkelige måde, når vi bliver udsat for den surmulendes raseri. Vi ville anerkende det rørende paradoks. Den surmulende kan godt være to meter høj og have en voksent arbejde, men det egentlige budskab er en gribende regression: „Inderst inde er jeg stadig et spædbarn, og lige nu vil jeg have, du skal være min forælder. Jeg har brug for, at du kan gætte, hvad der virkelig er galt med mig, sådan som folk gjorde, da jeg var baby, dengang mine første forestillinger om kærlighed blev dannet.“