kunne finde hinanden, men jeg vidste samtidig også, at det ikke var holdbart, og jeg frygtede for udfaldet. Måske endte vi med at måtte flytte, måske ville vi blive smidt på gaden, for oven på at han havde trukket mit dankort i minus, så havde jeg ingen reel chance for at låne penge i banken mere. Jeg endte altid med at sige ja, jeg endte med at finde en løsning. Det var her, hvor han introducerede mig til de såkaldte quicklån, her hvor jeg fik muligheden for hurtigt at kunne komme til penge, sådan at jeg kunne gøre ham glad. Jeg kunne gøre op for alt det, som jeg udsatte ham for, og det virkede jo, det vidste jeg godt, vreden blev skiftet ud med kærlighed, og smilene var mange. Han var glad, og han virkede næsten altid helt lettet, når vi stod dernede igen, for vigtigst af alt var, at han ville have mig med i spillehallen, til trods for alt jeg havde gjort. Han ønskede at få mig med, og han ønskede at tilbringe tid med mig, han elskede mig stadig, noget der for mig var så ufatteligt vigtigt, og netop det der gjorde, at jeg blev ved, fordi når han var glad, så var jeg også glad.
Nogle gange prøvede jeg at åbne op om det, som skete, til de få veninder som jeg havde tilbage. Til tider var det utroligt hårdt at stå med det hele selv. Jeg havde brug for nogen, som ville lytte, nogen, som ville forstå, men det var altid, som om jeg blev mødt med foragt, fordi hvorfor udsatte jeg mig selv for det her? Hvorfor sagde jeg ikke bare stop? Hvorfor gik jeg ikke fra ham? Hver gang rungede sætningen i mit hoved: ”Så gå dog fra ham!” og den gjorde ondt. Det var, som om at den sætning hamrede lidt ekstra til alle de blå mærker, min sjæl besad, og jeg kunne bare ikke klare mere smerte. Derfor lukkede jeg i, jeg lod være med at søge hjælp, og jeg trak mig. Ved nogle fordrejede jeg sandheden, ved andre holdt jeg helt mund, og nogle valgte jeg helt fra. Mine venskaber var jo i bund og grund ikke vigtige, det vigtigste i den her verden var, at vi fik lov til at være sammen.